Buenos Aires / Steder, der ikke eksisterer.

af Simon Steen-Andersen

Enorm, larmende, beskidt og kaotisk. Buenos Aires udgør på mange måder den perfekte modpol til Danmark. I kraft af sin placering og geografi, sin historie og nuværende økonomiske og politiske tilstand, og ikke mindst musikalsk.

Dobbeltnummer

Dette dobbeltnummer af AUTOGRAF handler om Buenos Aires og en af byens komponister, samt om denne komponists møde med en forfatter; et møde mellem musikalske ord og ord om musik, der udspiller sig i sammenstødet mellem biografi og fiktion.

Når man konfronteres med en anderledes kultur, lærer man mindst ligeså meget om sin egen som om den anden. Indirekte ved at få sat ting i relief, direkte ved at få et glimt af sig selv i den andens øje. Og cirklen fortsætter, da dette glimt naturligvis siger lige så meget om øjet, som om det sete osv.

En del af de kunstneriske forskelle kommer ikke nødvendigvis til syne i overfladen. Selve det musikalske materiale synes ikke meget anderledes end det, der dyrkes i Danmark og Centraleuropa. Men det udprægede fravær af retning,udvikling, klimaks og action leder hurtigt tanken væk fra Europa. Musikken består ofte af sparsomme bevægelser på grænsen til stilhed og ingenting, ud af hvilke der til tider opstår et fokus på detaljen, som står i umiddelbar kontrast til det ultralangsomme tempo og det lave begivenhedsniveau. Et nærvær i lyden og en fylde i de mange lange stilheder.

Det mest slående er dog forskellen i måden, man taler om musik på, og dermed hvordan man tænker over musik. Udover at ord som sjæl og væren hurtigt bliver for store i en dansk mund (fx i kombinationen: værens sjæl), er der i mange latinamerikanske komponisters tale om musik en tendens til, at det logiske viger for en måske lige så stærk poetisk eller ekspressiv dimension, der dog kan forvirre et europæisk hoved på jagt efter klare røde tråde og argumenter. I mange tilfælde kan man næsten tale om en anti-intellektuel tilgang til musikken.

Argentina

Argentina har en haft en lang og hård historie. Landet blev i december 2001 kastet ud i endnu en krise efter mange års skin-stabilitet blandt andet opretholdt ved enorme udlandslån. Pesoen faldt til en trediedel, og præsidenter kom og gik på stribe. Det dyreste land i Sydamerika blev til et af de billigste. De globetrottende argentinere, for hvem det før havde været billigt at rejse eller studere i Europa, blev med ét økonomisk stavnsbundne.

En statistik siger, at over 50% af Argentinas knap 40 millioner indbyggere (hvoraf ca. en trediedel bor i Buenos Aires) ikke har midler til de basale fornødenheder. Det er dog svært umiddelbart at få de 50% til at gå helt op, på trods af at man ser fattigdommen overalt i form af gadebørn, tiggere, hjemløse, gøglere, småtings-sælgere og slumkvarterer – samt af tingenes generelt negligerede tilstand, byens beskidte og hærgede overflade. I hvert fald i Buenos Aires. Den relativt stærke middelklasse fylder godt i landskabet, og de rige er mindst lige så rige, som de altid har været. Men sikkert er det, at de sidste 50 år langsomt har undermineret den argentinske industri, som fik sit måske hårdeste slag under de sidste ti års kunstigt høje kurser og lave toldafgifter, der gjorde import fordelagtig og eksport ugunstig og fik arbejdsløsheden til at toppe med næsten 20%.

Det kan ligne et umuligt projekt at genopbygge industrien, landet og ikke mindst tilliden til politikere og autoriteter generelt (som fortsat afsløres i korruption, misbrug og kriminelle aktiviteter), samt at få konfronteret og behandlet fortidens traumer fra diktaturtiden, hvor over 30.000 mennesker forsvandt på under 10 år.

Alligevel knokler argentinerne videre og påstår, at de har vænnet sig til, at alt kan skifte fra dag til dag (”verdensmestre i improvisation”) og stadig mener, at Argentina er det bedste land i verden – i hvert fald langt det bedste i Sydamerika. Et ego og en stolthed, der dog ikke forhindrer dem i øjeblikket efter at sønderkritisere selv samme argentiner, som de øjeblikket før var så stolte af at være.

Paradoks I : orden / kaos

Det lyder logisk, når Gabriel Valverde siger, at det er klart, at sydamerikaneren laver en rolig og gennemsigtig musik for at kontrastere sine kaotiske omgivelser og hverdag. På samme måde som europæeren kontrasterer sine ordnede forhold i sin kaotiske og komplekse musik. Det synes næsten en naturlov, der afspejler fysikkens nyere konklusioner, siger han og citerer fysikeren Ilya Prigogine: ”[...] en verden i ligevægt ville være kaotisk; en verden i ikke-ligevægt opnår en grad af kohærens, som i det mindste for mig er overraskende”.

Hvad blev der af den anden logik: klichéen om det latinske direkte afspejlet i en vild og energisk musik, som komponeret af Ginastera og Villa-Lobos mfl.? Selvfølgelig findes den stadig, men mange komponister undgår konsekvent det folkloristiske i et forsøg på at undgå arven fra Europa, som disse traditionelle stilarter oprindeligt bygger på – uanset at disse stilarter har udviklet sig til ukendelighed (bl.a. i mødet med den afrikanske musik), og at en europæer altid spontant vil forbinde dem med noget sydamerikansk.

Tendensen til krydset mellem æstetik og omgivelsernes tilstand de to kulturer imellem kan måske synes slående og den moderne musik således afsløret som grundlæggende eskapistisk. Men set fra en anden vinkel passer manglen på retning og struktur i Valverdes musik fint til hans hverdag og lune – og en Europæisk kompleks og tilsyneladende kaotisk musik, kan ligeledes være resultatet af en hyper-strukturering.

Den anlagte synsvinkel afgør altså, om musikken kontrasterer eller afspejler (karikerer?) de to kulturer...

Paradoks II : politisk bevidsthed

Overalt hænger og sælges Che Guevaras portræt, overalt ses den politiske graffiti. Hver dag er der demonstrationer, vejspærringer og hamre-på-bank-aktioner. En hamre-på-bank-aktion består af 10-15 ofte ældre mennesker, der banker på en udvalgt bank med hamre. Bankerne i midtbyen, som er de oftest udsatte, har beklædt deres facader med blik og lignende, så aktivisterne kan banke løs uden at banken tager skade. Til tider må banken lukke, andre gange holder et par politifolk en lille åbning i skjoldet fri til passage. Aktionerne er en henvisning til december 2001, hvor bankerne (efter en politisk beslutning) konverterede dollars til pesos og frøs folks indeståender og opsparinger fast og herefter kun udbetalte i små kvoter. (Senere blev det besluttet at veksle dollars til kurs 1,4. Den egentlige kurs var ca. 3).

Ligesom der er vejrudsigter, er der også vejspærringsudsigter. En vejspærring kan bestå af 5-10 hætteklædte og køllebevæbnede vagter i hver sin ende af et vejafsnit, en større gruppe mennesker på selve afsnittet (gerne med en medbragt grill og altid med folk, der slår på tromme) samt et par politifolk, der står lidt på afstand og keder sig. Det er piquetero-bevægelsen – en bevægelse af arbejdsløse aktivister. Uden at nogen kan forklare helt præcist, hvad deres krav er, går det vist i retning af højere understøttelse og flere rettigheder og goder til de arbejdsløse, hvilket jo lyder rimeligt nok.

Tilsyneladende vidner alt dette om en høj grad af politisk bevidsthed. Og det passer godt til de forestillinger, man kunne have om den politiske bevidsthed i et kriseramt (eller undertrykt) samfund: enten en ekstrem høj grad af politisk bevidsthed og aktivitet, eller en ekstrem lav grad af samme og en generel opgiven over for idéen om at kunne påvirke samfundet. Og det passer ligeledes fint til en teori fremført i en overhørt samtale: ”Dén politiske bevidsthed, der går uden om politikere og institutioner, og som måske kan forekomme a-politisk eller som en lav grad af politisk bevidsthed, er i virkeligheden en politisk bevidsthedsform, der ligger højere end den revolutionære tanke...”.

Men det skal siges, at man, for at modtage understøttelse igennem piquetero-organisationen, forpligter sig til at blokere veje, når man får besked på det fra højere sted, samt at de folk, der slår på tromme i aktionerne, er betalte musikere. Og at de mange vejspærringer får arbejdsgiverne til ikke at ville ansætte folk uden for den store ringvej i berettiget frygt for forsinkelser. Den ringvej, som netop markerer skellet til de fattigere forsteder, hvor arbejdsløsheden er størst.

Det skal siges, at peronisterne stadig er ved magten på trods af, at Juan Perons manipulerende populisme og forræderi mod den arbejderklasse, som skaffede ham magten, er veldokumenteret. Og at der bag på de splinternye oplag af Julio Cortazars posthumt udgivne bog El Examen (1950) stadig står, at han ikke ville udgive bogen, på trods af at han i en samling af breve udgivet af samme forlag direkte siger, at bogen på det givne tidspunkt under peronismen ikke kunne udgives med sin stærkt kritiske vinkel over for styret.

Det skal siges, at en indianer fra det nordlige Argentina (Salta) har udtalt, at han ikke mærkede noget særligt til krisen af den simple grund, at han ikke havde sparet dollars op i banken. (Den økonomiske politik gik bl.a. ud på at låse pesoen til dollaren, og begge valutaer kunne bruges på lige fod). Og at de, der sparede dollars op, netop ventede på en krise, hvor de kunne tjene på deres opsparede dollars.

Og hvad angår Che Guevarras allestedsnærværende ikon som tegn på en høj grad af politisk bevidsthed, skal det siges, at han var en smuk og karismatisk argentiner, der døde for en god sag, før denne havde muteret til i nogle udgaver at ligne sin egen modsætning.

Paradoks III : Det Nye Kontinent

Det måske største spørgsmål for komponisterne synes at være spørgsmålet om en egen identitet. Et spørgsmål, som også kunne omformuleres til, hvordan man løsriver sig fra sin europæiske arv, hvordan man lægger afstand til Det Gamle Kontinent. Det paradoksale er, at argentinerne i stedet for at se sig som en blandingskultur af alle de repræsenterede europæiske kulturer, bl.a. søger deres identitet i den præcolumbianske historie. Altså at efterkommerne af kolonister og indvandrere søger deres identitet i de kulturer, som fandtes, før deres forfædre kom til landet, og som disse næsten fuldstændig formåede at ødelægge. På denne måde virker argentinerne splittede imellem på den ene side europæisk kultur, som de stolte bruger som et slags spejl i sammenligningen med de andre sydamerikanske lande, og på den anden side løsrivelsen, som de med næsten manisk intensitet søger i diskussionen om en egen identitet.

Utopisk Musik

[ου-τοπία], utopi, ”intet sted”, et sted, der ikke eksisterer. AUTOGRAF præsenterer en verdenspremiere: et udvalg af tekster fra den endnu uudgivne bog La Música Utopica, som er et ambitiøst samarbejdsprojekt mellem komponisten Gabriel Valverde og forfatteren Guillermo Lema. Det består i alt af 58 tekster på grænserne imellem fiktion, biografi, poesi, musikteori og filosofi, som bl.a. behandler forskellene mellem musik og ord, ord om musik i kontrast til ord om ord, samt betydning generelt. Mere indirekte berøres også Buenos Aires og tiden, hvor byen lagde mure til hemmelige fængsler og undertrykkelse af ytringsfriheden.

Hvad der for Guillermo Lema startede som en redaktionel opgave, udvikede sig til en slags diskussion på papir om kunst og logos. I stedet for at stramme op på, udpensle og tydeliggøre de eksisterende tekster af Valverde, diskuterede og belyste Lema de berørte emner fra en anden vinkel i nye tekster, som han lod omringe de oprindelige. De oprindelige tekster fortolkede han som digter, på samme måde – kunne man sige – som en musiker fortolker et stykke musik. Resultatet er tre bøger i én: de to hver for sig og den samlede, som kan læses i sin helhed eller som fragmenter i vilkårlig rækkefølge.