På tærsklen til noget uendeligt småt

Af Simon Steen-Andersen

Den mest drastiske tærskel i musik er måske den mellem stilhed og lyd. Som de fleste andre tærskler er også denne virtuel – den har ingen reel udstrækning; pludselig kan vi høre en lyd, pludselig kan vi ikke høre den længere. Det er derfor svært at studere den nærmere, svært at opleve den som tærskel og ikke blot som et spring, en overgang, et skift.

Traditionelt betragtes tærsklen, selve overgangen til det nye eller anderledes, som noget farligt; en sprække til en ubehagelig underverden, en grænsezone, hvor det onde holder til. Derfor hopper vi nytåret ind og bærer vores brud over dørtærsklen – for at undgå, at blive opslugt af sprækken. ”Hvert menneske er en afgrund, det svimler for en, når man kigger ned.” (Georg Büchner, Woyzeck, 1837). Måske er tærsklen ikke en sprække ned i en anden underverden, men en indgang til en egen underverden, menneskets indre afgrund – ligeledes traditionelt systematisk forsøgt undgået og besværget (og sandsynligvis nem at forveksle med diverse andre afgrunde).

Hvis musikken dyrker den virtuelle overgang mellem ingenting og noget, kan den være heldig at give et glimt ned i denne afgrund – at balancere en kort stund på tærsklens knivsæg. En afgrund, som ikke nødvendigvis er farlig eller ubehagelig; en afgrund, som består af uendelig skrøbelighed, intimitet og detaljens eller momentets fylde: Menneskelighed.

Der findes to forskellige tærskler mellem stilhed og lyd; ørets og lydkildens.

Symfoniorkestrets strygere fader satsens sidste tone langsomt ud, og i sidste sekund, før tonen bliver for svag til at høre på 11. række, kæmper øret for at holde fast i tonen og kan finde på at gå så langt som til at vende vrangen ud på sig selv blot for at beholde tonen i sig lidt endnu. Sker dette, går tiden et kort øjeblik i stå, og klangen opleves med en overvældende intimitet, fylde og varme. Formår orkestret at få hele salen til at holde vejret, kan der i det allersidste millisekund opstå noget, som sikkert ikke kan beskrives bedre end med ordet magi – et nærmest grænseoverskridende socialt samvær med alle andre i salen; publikummer, musikere, dirigent og dørvagter. Den forudgående halve times musik opsummeres i fællesskab på under et sekund. Herefter virker stilheden nærmest brutal og larmende – hvem nænner at bryde den først?

Millisekunder af denne slags kan blive til sekunder og minutter under de rette omstændigheder: Guitaristen spiller passagen så uendeligt svagt, at man, på trods af, at man kun sidder 7-8 meter væk, knap kan høre musikken, og øret må strække sig mere og mere, om muligt helt op på scenen, for at følge med. På et tidspunkt kan der opstå en lignende intimitet og fylde, og det sociale fællesskab udbygges – hvis man vil – idet man som lytter nærmest bliver nødt til at deltage aktivt i musikken, må tilføre øret mere og mere energi, må gribe aktivt fat i hver enkelt spinkel klang for at lede den i sin retning, ofte i tvivl om det hørte kommer fra guitaren eller ens egen tinitus eller ens egen fantasi, som befinder sig i en tilstand af hypersensitivitet for meningsfuldt at kunne udfylde eventuelle informationshuller. Opstår der reelle huller i musikken – vejrtrækninger, pauser, stilheder – kan man nærmest komme i tvivl, om musikken rent faktisk fortsætter under grænsen for det hørbare, og ørene strækkes yderligere et par millimeter for at være helt sikker, hvorved stilheden kan få så meget fylde, at den nærmest opleves som en egen klang, bliver et musikalsk objekt med lige så meget substans som de klingende passager og med mulighed for en helt særlig intensitet – der i bedste fald kan virke mere spændt og intens, end selv den mest højtopbyggede, spændingsfyldte akkord – en spænding bestående af og oplevet med tilbageholdt åndedræt og helt fremme på stolen.

Lydkildens tærskel ligger som regel langt under ørets – langt under det hørbare. Derfor må man enten placere sit øre få centimeter fra kilden, eller studere den under et mikroskop – man må iagttage lydkilden igennem ekstrem forstærkning.

I instrumentets grå zone findes en hel mikroverden af små lyde, der under normale omstændigheder er for svage til at blive hørt eller er skjult eller overdøvet af tonerne i det normale dynamiske register. Det er lydene af instrumentets fysiske materialer – træet, metallet, buehårene – og friktionen eller vibrationen i deres møde med hinanden eller huden på fingrene eller læberne; det er lyden af instrumentbyggerens ingeniørarbejde i form af sindrige klap-systemer, mangeleddede tangentkonstruktioner og differentierede tæthedsgrader af strengomviklinger; det er lyden af selve arbejdet, instrumentalistens hårdtarbejdende fabrik forsøgt hemmeligholdt i det klassiske med-legende-lethed-ideals navn – det er lyden af positionsskiftet, åndedrættet, synkebevægelsen, uregelmæssigheden og nervøsitetens feedback-system; det er lyden af mennesket bag instrumentet.

Hvis man beder en stryger eller en blæser eller en sanger om at placere sig under det kraftige mikroskop – den ekstreme forstærkning – og forsøge at balancere i længere tid på tærsklen mellem stilhed og lyd, balancere på den hårfine grænse mellem ingenting og noget, ved fx i partituret at instruere musikeren i at producere den svageste svageste ultrasvageste tone overhovedet, og derefter fortsat forsøge at få den endnu svagere, og svagere endnu, indtil tonen nærmest forsvinder, og så måske virkelig forsvinder, og i så fald så hurtigt som muligt sætte ultrasvagt an igen, og denne gang forsøge endnu svagere … – så har man allerede et kæmpemæssigt, gribende og intenst musikalsk drama, fyldt af dynamiske udsving, knækkede toner, komplekse teksturer, rytmiske mønstre og sitrende støjlyde!

Og dette musikalske drama udmærker sig, til forskel fra så mange andre, ved at være virkeligt, ikke et skuespillet, fremført eller formidlet drama, ikke en re-præsentation af en kamp, men en præsentation. Kampen er virkelig, det eftersøgte punkt findes ikke, tærsklen er virtuel, den har ingen udstrækning, den kan ikke fastholdes, musikken kan aldrig mestres, projektet er dømt til at mislykkes på forhånd! Men i det frygtløse, vedholdende og insisterende forsøg bliver vi som oplevere inviteret indenfor i den forstørrede mikroverden, inviteret til at kigge med ned i tærsklens flygtige sprække; musikerens og situationens afgrund – vores egen afgrund. En skrøbelig og nærmest brutalt intim verden, hvor musikeren går på scenen uden noget at skjule sig bag, hudløs, mere nøgen end uden tøj på – og hvor musikken ikke længere er enten det ene eller det andet, men begge dele og ingen af delene: en uendeligt rig, men fragil og flygtig twilight zone, ikke ulig den menneskelige eksistens.