1 Hvad vil du med den musik, du skriver?

Jeg vil musikken. (Med alt, hvad det indebærer – på tværs af oplevelse, tænkning, reaktion og diskussion. Rejse i en ordløs parallelverden. Skabe noget, der i bedste fald er større end mig selv. Sætte et spor.)

2 Hvad tror du, din musik kan?

Jeg er ikke så fokuseret på, at min musik skal kunne noget. Mere, at man skal kunne noget med den. Ved at indbygge mange forskellige retninger og lag i musikken, forsøger jeg at invitere lytteren til nærvær, til at deltage aktivt i lytningen, til at springe imellem forskellige måder at lytte og opleve på. Jeg er optaget af tanken om, at et musikstykke ikke behøver at hvile i sig selv, men kan forblive uafsluttet, uforløst og mangetydigt og således klinge videre efter klangen.

3 Hvad er dit succeskriterium?

Det ved jeg ikke.

4 Hvad betyder publikum? Er det vigtigt, at der er mange mennesker, der hører din musik?

Musik og værker opnår et ekstra liv i offentligheden efter musikken er slut, igennem og i form af reaktion, fortolkning, diskussion, kritik, osv. Sandsynligvis vokser denne dimension med størrelsen af offentlighed. Sikkert er det, at den dør uden.

Noget, der ikke er så vigtigt for mig, er, om der er mange mennesker, som hører min musik på én gang. Selvfølgelig er det fantastisk, når en fyldt sal sidder i dyb koncentration, og der opstår en slags magi, men det sker sjældent, og lige så ofte opstår den modsatte effekt. Den samme slags energi kan også opstå, hvis der kun sidder ti mennesker i salen. Men det kan selvfølgelig afstedkomme en slags distraktion med 90% tomme sæder – både hos publikum og musikere (sikkert ofte mest af bekymring for hinandens forhold til denne tomhed). Grundlæggende må man vel insistere på, at dybden af oplevelsen er vigtigere end mængden af oplevere.

De måske bedste oplevelser, jeg har haft med at præsentere min musik for folk, har været på tomandshånd eller som lille gruppe samlet foran et stereoanlæg under private forhold.

5 Hvordan er situationen med den ny musik for dig lige nu?

Der bliver ført mange bekymrede samtaler og afholdt konferencer om marginaliseringen af og publikumsmanglen til den ny musik. ”Er tiden løbet fra avantgarden?” lyder et af de retoriske spørgsmål. ”Avantgarden” bekymrer sig vel af natur ikke om tiden på denne måde, så det er den tilsyneladende. Der bliver også talt om for mange unødvendige genreinddelinger. Egentlig tror jeg, at hvis der er et problem, så kunne det være, om ikke for få, så måske forkerte ”genreinddelinger”. I forsøget på at nå eller repræsentere mange ved koncerterne, når man ingen – i forsøget på at være bred, bliver man grå og mister muligheden for en profil, som et potentielt publikum kan forholde sig til og interessere sig for. Også megen formidling af den ny musik i diverse medier har et problem med at sætte sig mellem to stole, og i forsøget på at nå flere mennesker ender den med ikke rigtig at nå nogen.

Men jeg er grundlæggende optimistisk på musikkens vegne og mener, at ”avantgarde” er vigtigere end nogen sinde. Blot skal man erkende, at der er mange ”avantgarder”, og at ordet grundlæggende er forkert, da det ikke gælder om at være foran, som i begrebet ”fremskridt”, men derimod om at være ved siden af, en "côtégarde"(?!), uafhængig af mainstream, ensretning og andre bivirkninger af det gennemkommercialiserede samfund.