Koncertoptakt: freiburg dot dk

af Simon Steen-Andersen

Fra den 20. til den 24. marts kommer den tyske komponist Mathias Spahlinger og to af hans forhenværende elever, David Helbich og Johannes Kreidler, til Danmark i forbindelse med en Freiburg mikro-festival, bestående af fire koncerter med Ensemble 2000 og Voz Nueva m.fl. fordelt i Århus og København, samt foredrag, seminarer og en åben prøve/masterclass.

Mathias Spahlinger (født 1944) har siden 1990 været professor i komposition og leder af instituttet for ny musik på Staatliche Hochschule für Musik i Freiburg, en lille by i det sydvestligste Tyskland, Dreiländereck, hjørnet hvor Tyskland, Schweiz og Frankrig grænser op mod hinanden. På disse ca. 15 år har Spahlinger formået at gøre Freiburg til synonym for den særlige forpligtende kritiske tilgang til musik, som han repræsenterer. Selvom Spahlinger måske er mere berygtet end berømt, synes han alligevel en vigtig og unik faktor i tysk musikliv – en komponist, som alle har en mening om. Nogle ser ham som en isoleret gammeldags drømmer, andre som et fascinerende eksempel på, at det stadig kan slå gnister, når kompromisløs ideologi og kunstneriske ambitioner mødes i samme person.

Den kritiske udgangspossition, som Spahlinger deler med og muligvis delvist har arvet fra Helmut Lachenmann, kan koges ned til følgende: ikke at godtage overleverede sandheder (traditioner) uden først at underkaste dem kritisk refleksion og opløse de tilsyneladende helheder i deres skjulte/fortrængte bestanddele. Denne ”retning” har fået tilnavnet ars negativa, men dyrker ikke det negative, som vi normalt forstår det – det er hverken en grimhedens æstetik eller en konsekvent forkastelse af al tradition. Det er et slags negativbillede af vores normale (ureflekterede, overleverede) måde at opfatte musik og musikerskab på, og således en tematisering af tradition og de ovennævnte skjulte, fortrængte eller vanemæssige sider af måden vi opfatter musik på – og via musik til måden vi perciperer på i det hele taget. I overfladen ikke nødvendigvis milevidt fra æstetikker som andre komponister er kommet frem til ad andre mere eller mindre intuitive veje, men her forsøgt funderet teoretisk og konstant ledsaget af refleksion for ikke at forlade sig på intuition og det umiddelbare, som netop er bundet af vanen.

Hvor man kan sige at Helmut Lachenmanns bidrag til (eller afkast fra) denne ”tænkemåde”, måske mestendels ligger i materialet, så har Mathias Spahlinger, der i starten af mange blev set som lachenmann-epigon, taget skridtet videre i en yderligere radikalisering og har arbejdet med kriterier for alle niveauer af den musikalske produktion, bl.a. i, hvad man kunne kalde et forsøg på at omsætte Adornos idé om den bestemte negation til musik og musikalsk tænkning – en negativ dialektisk musik. Samtidig inddrager Spahlinger aspekter i musikken og musiktænkningen, som mange måske ville kalde ekstramusikalske. Ikke som noget påklistret eller kunstigt, tværtimod, som en helhjertet og naturlig insisteren på, at man naturligvis ikke kan skelne imellem æstetisk moral og hverdagsmoral, og at enhver handling eller ytring i det offentlige rum, som en fremførelse af et musikstykke ligeledes er, indeholder politiske og samfundsmæssige aspekter eller signaler uanset, om man vil det eller ej – aspekter som den, der ytrer sig må være bevidst om og kunne stå til ansvar for.

Dette har resulteret i en række vidt forskellige værker, der, på trods af ideologien om også at negere sig selv fra værk til værk, bestemt har en fælles nerve. (Symptomatisk, i denne forbindelse, kan nævnes, at både Spahlinger og Lachenmann i deres nyeste værker undlader at benytte de alternative spilleteknikker, som var begyndt at blive forbundet med deres musik). De mange intellektuelle og politiske aspekter i værkerne er dybt integrerede i musikken og kommer derfor ikke nødvendigvis frem i overfladen. Mange af idéerne er ofte blot brugt som motor for kompositionen, og det politiske kan ligge i de kriterier og filtre materialet og kompositionen har gennemgået. Man kunne kalde det en iboende reflekteret holdning eller en abstrakt politisk dimension, der som sådan ikke nødvendigvis kan eksistere særskilt fra de musikalske byggesten, den er bundet i. I nogle værker kan de bagvedliggende idéer synes nødvendige for en dybere indtrængen, men de fleste værker kan bestemt stå for sig selv og kan også i nogle tilfælde virke som nøgler eller invitationer til at trænge dybere ind i de bagvedliggende idéer og holdninger. Typisk for værkerne er, at de ikke nødvendigvis ”går op”, at de ikke udstråler afsluttethed eller balance, og at de ofte har en uformel karakter og en upoleret overflade. Den indre selvmodsigelse, som er et centralt begreb hos Spahlinger, har ligefrem udviklet sig til et slags værdiparameter: Wiedersprüchlichkeit, selvmodsigelsesgrad. (I kontrast til ”dansk æstetik”, hvor det ”modsatte” begreb, konsekvens, ofte høres som værdiparameter). Musikken kan være kraftfuld, ekspressiv, fysisk og pågående, men netop tanken om indre selvmodsigelse, og de forskellige andre måder at dyrke ubalance på, har også resulteret i gribende og ultra-skrøbelig musik.

Selvom skoledannelse og ensretning går ideologien imod, og selvom elevernes musik for det meste adskiller sig væsentligt fra hinanden og fra Spahlinger, er der alligevel nogle fælles grundkriterier og en særlig måde at tale om og tænke musik på hos freiburgerne. Hos Johannes Kreidler (født 1980, studerer for tiden Sonologi i Den Haag) og David Helbich (født 1972, bosat i Bruxelles), hvis musik er vidt forskellig, er fællesnævneren den systematiske og spørgende indgangsvinkel til kompositionsarbejdet. Tanken om at et musikstykke skal/kan tematisere, berøre eller behandle forskellige musikalske eller generelle problemstillinger – at musik er problematiseren. Symptomatisk er det også, at de begge har beskæftiget sig indgående med og en overgang studeret filosofi ved siden kompositionsstudierne.

David Helbichs meget kritiske indstilling til kunstmusikken har i de seneste år drevet ham delvist væk fra partitur-musikken og værket. Dette har, efter længere tids stilhed, ført til en række performance-projekter, som har mindst lige så meget fokus på det visuelle som det klingende. Springet i retning af inddragelsen af det visuelle i musikken ses tydeligt i serien af små guitarstykker med navnet Hallo (1-5): Hvor Hallo 1-3 er nogenlunde ”rigtige” guitarstykker, kommer selve situationen i Hallo 4 mere i fokus end det rent faktisk klingende, og Hallo 5 tager springet fuldt ud, idet stykket er ”instrumenteret” for luftguitar(!) (armbevægelser og én mundlyd).

Johannes Kreidler er anderledes produktiv og selvsikker – både på sine egne og musikkens vegne. Hans musik peger i mange forskellige retninger, men har ofte en enkel abstrakt-musikalsk konceptuel udgangsidé. På det seneste har han arbejdet en del med den elektroakustiske musik – både som komponist og improvisator – hvilket har bragt ham til sonologistudiet i Den Haag. Hans indgangsvinkel kunne kaldes filosofisk-pragmatisk, og på sin hjemmeside nævner han indflydelse fra bl.a. den luhmannske systemteori og den franske dekonstruktion og erklærer sig derudover i åben opposition til den ”pseudo-subjektivistiske neo-espresivitet”.

Det er første gang Mathias Spahlinger, Johannes Kreidler og David Helbich gæster Danmark, og mig bekendt har der til dato kun været opført to værker af Spahlinger og et af Helbich i danske koncertsale. Det betyder, at de fire dage i marts byder på i alt otte-ni danmarkspremierer m.m. og en unik chance for at stifte bekendtskab med nogle komponister og noget musik, som normalt kun er svært tilgængelig i Danmark.