Huskomponist

af Simon Steen-Andersen

I perioden fra juni 2004 til og med maj 2005 er jeg huskomponist ved Aalborg Symfoniorkester. Dette er grunden til, at jeg lige nu sidder dybt begravet i de idéer og skitser m.m., som gerne snart skulle begynde at samle sig til værket ”Amongst”, der skal være færdigt til august og uropføres den 17. november. Jeg er blevet opfordret til at fortælle kort om mig selv og projektet. Det er naturligvis svært at fortælle om noget, der endnu ikke er færdigt, men hvis jeg fortæller lidt om baggrunden for værket og min indgangsvinkel til orkstret, kan det måske give en lille idé om, hvem jeg er og hvordan jeg tænker.

På trods af, at min musik siden mit første og eneste orkesterværk fra 1999 har udviklet sig i retning af et virtuost og kammermusikalsk univers, som ikke umiddelbart passer til et orkester, var jeg ca. et halvt år før jeg blev kontaktet af Aalborg Symfoniorkester blevet besat af tanken om at skrive en koncert for guitar og orkester. Jeg var allerede i gang med at prøve at sælge idéen, da tilbuddet om at blive huskomponist kom dumpende ned fra himlen.

At placere en guitar foran et orkester er jo en åbentlys absurd idé. Men netop guitarens mangler har optaget mig en del: Jo mere guitaren prøver at virke dynamisk, kraft- og klangfuld (i en misundelig skelen til de fleste andre instrumenter), jo sikrere er det dømt til at mislykkes. Denne frustration var også min egen under arbejdet på guitarstykket ”in-side-out-side-in... fra 2001. Jeg troede, at jeg efter syv års pause var parat til igen at skrive for det instrument, der oprindeligt havde været mit eget, men løb panden hårdt mod en mur. Jeg forsøgte at få guitaren til spille den ”samme” dynamiske og energiske musik, som jeg havde fået frem på andre instrumenter i tidligere værker, men forblev totalt utilfredsstillet af resultatet, uanset hvor meget jeg prøvede at få guitaren til at sprænge sine begrænsninger. På et tidspunkt gik det imidlertid op for mig, at netop denne kamp mod en grænse, der var umulig at nå, kunne være vejen til et andet og langt mere intenst udtryk, hvis man netop rendyrkede tanken om det mislykkede, men vedholdende forsøg. Et drama eller en kamp, som viste sig at være langt tættere på en intensitet, jeg intuitivt havde ledt efter hele tiden, idet den er en virkelig kamp fremfor en (skue)spillet kamp – en  præsentation fremfor en re-præsentation. Denne type energi har jeg siden søgt på andre instrumenter, fx ved at lade instrumentalisterne spille så kraftigt som muligt på ekstremt dæmpede eller hæmmede instrumenter. Erkendelsen ansporede mig også til at søge ind i guitarens styrke, på trods af, at dette domæne aldrig havde interesseret mig synderligt: det intime og skrøbelige – intensiteten i de ultrasvage nuancer. Og ud af dette kom den måske største og vigtigste erkendelse for min musik: at den maksimale intensitet og energi for mig ikke ligger i at råbe, men i at hviske.

På det sidste har jeg arbejdet mere og mere med at udsætte det ultra-svage, men ofte højaktive spil, for ekstrem forstærkning. Og det er selvfølgelig denne forstærkning, der løser det største af alle guitarens problemer foran orkestret. Ikke en ”naturlig” forstærkning, der illuderer, at guitaren rent faktisk kan matche orkestret, men en ”kunstig” ekstrem forstærkning, som gør det muligt at høre detaljer, der normalt ligger under det hørbare eller er dækket af den ”rene” lyd, og som i kombination med en række alternative måder at spille på resulterer i et helt nyt instrument. Med andre ord: to instrumenter i ét, i et interessant dynamisk kryds, hvor det ultrasvage spil lyder langt kraftigere end det kraftigste uforstærkede spil, der ved siden af orkestret i den store sal lyder mest af alt som en opstrenget papkasse.

Mange ord om guitaren og ingen om orkestret, men min pointe er, selvom det måske kan lyde underligt, at guitaren for mig er en slags karikatur af orkestret. Særligt i meget moderne orkestermusik har jeg ofte fornemmelsen af, at intensiteten falder proportionelt med, hvor mange der spiller og hvor kraftigt der spilles; at det traditionelle klimaks praller af på mig – at orkestrets virkelige magi ligger i de ultrasvage nuancer og i de for orkestret yderst sjældne situationer, som indeholder en eller anden form for skrøbelighed. Således prøver jeg at overføre min indgangsvinkel fra guitaren til arbejdet med orkestret. Orkestret skal dog ikke forstærkes, for det har allerede en indbygget mulighed for ”naturlig” forstærkning af de svage nuancer, nemlig unisonoet, der godt nok mest af alt er en forstærkning i ”bredden”. Orkestrets grundlæggende drama ligger således i de to dynamiske tilstande, parallelt til guitarens dynamiske kryds: tutti-pianissimoet og det dæmpede eller hæmmede kammer- eller solo-fortissimo.