Belysninger begynder med tiden at skygge for sig selv

- manifest i anledning af diplomeksamen på Det Jyske Musikkonservatorium den 27. maj 2003 og reaktion på Bo Gunge og Steen Sidenius' artikel i DMT  x/x "Det stille eksperiment – mod en ubekymret indstilling til kunstmusikken".

af Simon Steen-Andersen

Jeg vil kalde min egen udvikling og retning for en bevægelse "mod en bekymret indstilling til kunstmusikken" – men vel at mærke en positiv bekymring. Bekymring som anerkendelse af ansvar og som naturlig reaktion over for det, der betyder noget for én og som naturlig reaktion på overbevisningen om, at tingene gør en forskel – at musikken kan være medium for en fortløbende aktuel æstetisk diskussion, som også rækker ud over sig selv. En diskussion, der i sidste ende ikke blot kan handle om det at være menneske lige nu, men også kan være en meningsfuld og udfordrende måde at være det på.

Nogle ubekymrede mener, at det ikke er sproget eller den personlige sprogstil, der er det vigtige, men den historie, som fortælles. Jeg mener ikke, at de to kan skilles ad; man må ikke overse, at sproget eller sprogstilen selv fortæller en historie, der kan være mindst lige så vigtig som – og ofte forudsætning eller forhindring for – det, der bliver fortalt.

Jeg kan skrive under på de fleste af modernismens dogmer, men er kommet frem til dem ad modsatte vej end den teoretiske – nemlig den oplevelsesmæssige. De er således ikke længere negative dogmer (forbudsretorik), men genopfundne positive redskaber til at bane vejen for et mål og et udtryk – redskaber til at åbne muligheden for at skabe noget, der er større end mig selv. En del af denne vej går igennem brugen af disse dogmer imod modernismen selv. Imod modernismen som negativ størrelse, modernismen som opgør med traditionen. Denne modernismens ydre negativitet sætter nemlig et næsten altoverskyggende fokus på intervallet eller forskellen til det positive, forskellen til det, der gøres oprør imod.

Det, der interesserer mig, er det, der klinger og ikke dets forskellighed til noget andet. Det, der interesserer mig, er en indre negativitet, en indre selvmodsigelse og mangetydighed, der klinger i øjeblikket og i værkhukommelsen og således bliver en bevægelse i nuet.

For mig er originalitet og kompleksitet ideologier.

Nyt, bl.a. bare for at være nyt! Fordi jeg tror energien fra friktionen i risikoen og skulderens skubben mod muren ikke kan forenes med overblikket – hverken for komponist eller lytter. Nyt, fordi jeg er lige så meget menneske som de, der drømmer om at komme til Mars. Nyt for at kunne belyse nogle gennemgående kompositoriske kerneideér fra friske vinkler – belysninger begynder med tiden at skygge for sig selv.

Kompleksitet som det udfordrende, uendelige, mangelagede og mangetydige (ikke nødvendigvis det umiddelbart komplicerede eller tætte) – opgivelsen af en entydig sandhed og invitationen til aktiv deltagelse i lytningen – invitation til tilstedeværelse og nærvær – kompleksitet som en gestus, der taler op til min lytter.

Kompleksitet og originalitet for at mærke jeg er i live!