Amongst koncert for ekstremt forstærket guitar og orkester

Jeg har altid haft lidt ondt af guitarister – ikke mindst, dengang jeg selv var en af slagsen. Når de kommer ind på scenen, kommer sveden frem i mine håndflader. Det er, som om de altid balancerer på en hårfin kant. Instrumentet kan udstråle en næsten pågående skrøbelighed, der, på trods af den sympati og velvilje dette vækker i mig, gør, at jeg aldrig føler mig sikker på, at det hele ikke lige pludselig kan bryde sammen. Og det kan blive decideret pinligt, når guitaren alligevel dumstolt eller i desperation forsøger at bryde sine fysiske begrænsninger og være udadvendt, klang- og kraftfuld – særlig karikeret i kombination med andre instrumenter.

Med andre ord: Et instrument meget lig os mennesker! Og et instrument, der netop i egenskab af alt dette ikke blot har givet mig musikalske oplevelser af unik intensitet og intimitet, når jeg mindst ventede det, men som også har påvirket min musikalske søgen i sin grundvold. 

Amongst (Iblandt) for guitar og orkester er i virkeligheden for to guitarer. Den ene guitar er den, der normalt gemmer sig eller bliver gemt bag det lakerede ydre, og som man kun kan se med et kraftigt mikroskop: Den fuldstændigt nøgne guitar, som man ikke kan adskille fra dens guitarist – de mikroskopiske dynamiske nuancer betragtet igennem kraftig forstærkning.
Den anden guitar er den på forhånd mislykkede, der i stædig desperation kæmper imod sit handikap for at blive hørt – den uforstærkede papkasse gjort til karikatur i mødet med orkestret og den store sal. (Guitaristen skifter mellem de to med en volumepedal).

At have mikroskopet for øret i form af meget kraftig forstærkning giver bl.a. andet mulighed for at rendyrke, hvad man kunne kalde guitarens ”bagside”. Når man dæmper strengene med højre hånd (den hånd, der normalt slår strengene an) og kun spiller med venstre, er det udelukkende ”bagsiden” af strengen, der klinger (den del af strengen, som er mellem venstre hånd på gribebrættet og dér, hvor stemmeskruerne sidder). Ud over, at denne bagside har en helt særligt lyd – en kombination af en meget spinkel tone og et percussivt anslag i en ekstrem svag dynamik – tilbyder den også et stort repertoire af utroligt små intervaller, der intet har at gøre med guitarens normale stemning. I nogle områder er der op til seks forskellige toner indenfor ét halvtonetrin (altså seks gange så små intervaller, som på klaveret!). 

Orkestret har to dynamiske tilstande, der svarer til guitarens to ansigter: Den ene er det ekstreme pianissimo – dér, hvor tonen endnu ikke er blevet veldefineret og sikker – kun gjort hørbart ved, at der spilles eller ”hviskes” unisont af en større gruppe på mellem ca. 10 og ca. 45 instrumenter; et pianissimo, der inviterer lytteren til at strække ørene helt op på scenen, og som farver de omkringliggende pauser og stilheder.
Den anden dynamiske tilstand er det mislykkede solistiske fortissimo; den masimale energi lagt i et instrument, der er hæmmet eller gjort ”handicappet” igennem særlige spilleteknikker eller dæmpere (fx en trompet med øvedæmper, der spiller igennem spyt-ventilen). Altså situationer, hvor den maksimale energiudladning blot resulterer i et tamt mezzo-forte. Man kunne sige, at orkesterinstrumenterne på skift dømmes til guitarens normale situation og frustration...

Disse to modsatte former for ”omvendt dynamik” (det dæmpede forsøg på et fortissimo og det ”korisk forstærkede” ultra-pianissimo) fungerer således som parallel til guitarens to dynamikker, hvilket kommer tydeligst til syne i opdelingen af strygerne i otte solo-strygere i front dæmpet med hotel-sordiner (der giver strygeren klang som en papkasse og maksimaldynamikken mezzo-piano) og resten af strygerne, der behandles som ét eneste instrument. Nærmest en concerto-grosso situation, hvor de dæmpede instrumenter spiller sammen med den uforstærkede guitar og de større grupper spiller sammen med den forstærkede guitar. Begge dynamikker er bud på det nærmest paradoksale udtryk, jeg har ledt længe efter: Intim og skrøbelig orkestermusik! 

Koncerten er ét langt ubrudt forløb på næsten 35 minutter. Umiddelbart kan man alligevel tale om tre eller fire dele, men flere af disse dele har dog ikke et entydigt  start- eller slutsted, og andre tendenser taler kraftigt for enten ingen eller helt andre typer af formale indelinger. En gennemkomponeret, men alligevel åben form.

Musikken er oftest tænkt ”vandret”, gerne i flere linier, der dog aldrig ”går op”, og som kæmper om opmærksomheden og udpeger modstridende lokale retninger. I første halvdel er denne polyfone musik ofte kontrasteret af en ”lodret” musik, der dog er ”vandret” eller lineær i det rent fysiske spil på guitaren – en koreografi for guitar og guitarist. Karakteristisk for hele stykket er en konstant vekselvirkende kommunikation mellem solist og orkester og mellem de enkelte orkestergrupper. Oftest i form af en slags ”stafet-polyfoni” eller ”ping-pong-fortspinnung” – som var orkestret blot medie for mere eller mindre fokuserede energipartiklers bevægelser rundt i rummet. 

Titlen Amongst refererer både til det sideordnede eller mangelagede i musikken (som fx at befinde sig iblandt modstridende retninger – en placering, hvor man måske er tvunget til midlertidigt at vælge et lokalt fokus, på bekostning af overblikket), og det refererer til det sideordnede i det sociale, hvor solisten til tider opsluges af orkestret og bliver del af en fælles bevægelse – iblandt ligemænd.

Simon Steen-Andersen, september 2005