”Next To Beside Besides”

- en re-cycklus

  

Hyper-idiomatik?

Umiddelbart synes bevægelsen fra instrumentations-uafhængig til hyper-idiomatisk komposition parallel til bevægelsen fra ”abstrakt” til ”konkret” musik. På et tidspunkt i denne bevægelse smelter komposition og instrumentation sammen, og det holder op med at give mening at tænke på musikken uafhængig af det instrument, den spilles på. Yderste punkt i denne bevægelse er en musik, hvis materiale er 100% dikteret af instrumentets og musikerens fysik, og hvor kompositionen således er en ren koreografi for instrument og musiker - med lyd til følge. Her vendes forholdet mellem aktion og klingende resultat på hovedet: bevægelsen er ikke længere et middel til at realisere en klangidé og således et ”produkt” af en klangkomposition, men derimod er klangen et produkt af en bevægelseskomposition og bevægelsen ikke længere middel, men mål, og den klingende del af musikken er lyden af denne bevægelse, lyden af arbejdet, lyden af en musik komponeret ud fra fysikkens og bevægelsernes logikker og problematikker (musikken kan fx være lineær, selvom lyden af den ikke er det!). I denne hyper-idiomatiske, konkrete ende af skalaen opstår imidlertid tilsyneladende et paradoks, bevægelsen bider sig selv i halen og de i forvejen næsten umulige ord ”abstrakt” og ”konkret” bliver endnu mere umulige: når det klingende står hierakisk under det fysiske (modsat situationen i den anden ende af skalaen, hvor det fysiske må underordne sig klangidéen – ”hvad rager din fiol mig, når ånden er over mig...”, eller hvordan det nu var Beethoven skulle have sagt det), her opstår en ny abstrakthed: muligheden for bevægelses-particellet! For hvis den egentlige komposition ligger i situationerne og bevægelserne, kan disse nedfældes abstrakt og udføres på et andet instrument (med dette instruments typiske bevægelser og parallelle situationer), og det vil være det samme stykke, på trods af, at det klinger fuldstændigt anderledes(!) – på samme måde som ”Kunst der Fuge” er det samme stykke på orgel og for strygekvartet, blot opnået igennem en helt anden type bevægelser.

Det hyper-idiomatiske bliver til en abstrakt idé, et X i ligningen, der kan fyldes ud med det ene eller andet instruments fremdyrkede unikke situationer.

En re-cyklus

Stykket ”Beside Besides” (for hotel-sordineret solo cello) befinder sig et godt stykke vej fra dette yderste punkt af bevægelsen og indeholder mange abstrakt-musikalske tankegange, men egner sig alligevel godt, eller egner sig måske netop derfor særligt godt til at udforske dette ”paradoks”. Re-cyklus’en ”Next To Beside Besides” bliver en åben serie af forsøg på oversættelser af stykket ”Beside Besides” til forskellige instrumenter og instrumentkombinationer. ”Beside Besides” er allerede i sig selv et sideordnet stykke, et spin-off, da det er en omskrivning af slutningen på stykket ”Besides” – og således er denne retning allerede slået an. (Og selve stykket ”Besides” bærer den ikke-eksisterende flertalsform af at-være-ved-siden-af, fordi det opererer med forkellige musikalske og rumlige måder at være ved siden af på). De mange forskellige grader af abstrakt- og konkrethed mellem ren klang og ren bevægelse i ”Beside Besides” vil resultere i oversættelser, der svinger mellem nøjagtigt ensklingende passager (dér, hvor musikken er klangligt eller abstrakt konciperet) og vidt forskelligt klingende passager (dér, hvor musikken fx er baseret på glidende lineære bevægelser i forskellige dimensioner). For at opleve disse grader af forskelle kræves naturligvis, at man hører de forskellige versioner op imod hinanden – det være sig forskudt, eller, måske endnu bedre: simultant! Cyklus’en vil således ikke blot blive en åben række af variationer, udgaver eller løsninger på forskellige oversættelsesmæssige problemstillinger og angrebsvinkler, men vil også give mulighed for utallige kombinationer af klangligt heterofone, men bevægelsesmæssigt ”unisone” ensemble-kompositioner, hvor netop forskel og lighed kommer i fokus, hvor selve oversættelsessituationen bliver et musikalsk parameter.

Alle stykker skal kunne spilles alene eller i en hvilken som helst kombination af versioner, samtidigt eller efter hinanden som satser eller mellem andre stykker som fragmenter.

Hvert stykke skal være lige tro mod originalen og dermed være lige idiomatisk og tro mod det pågældende instrument!

 

Simon Steen-Andersen, april 2005.